Allerkiæreste Patrolskriver=Selskab
Det kommer mig for, ligesom J har i Sinde, i dette
Aar at traktere os med tørre Moraler. Har J maaskee
ingen Forraad mere paa det, som kan opvekke Latter?
Eller hvad tænker J om Eders Læsere nu frem for de tø
forrige Aar? Mener J ikke, at vi endnu gider leet? Vide
J ey, at Latter er saa almindelig, naturlig og brugelig,
at jeg falder ret i Forundring over, hvi ingen af vore
Lærde har foretaget sig at skrive noget udførligt om dens
Nødvendighed for det menneskelige Kiøn. Jntet synes,
at være os mere medfødt, end at lee, og en Cato und¬
drager sig fra Menneskelighedens fornemste Kiendetegn,
naar han vil holde sig fra Latter. Det var jo en stor
Verdsligviis, som giorde Latter til vor væsentlige Egen¬
skab. Har ikke Poeterne lært Enge og Marker til at lee?
Man leer jo naar vi fødes, og vi leer jo selv hver
Dag; thi Latter er jo blevet noget umisteligt i Omgang.
De Glade, de Elskende, de Høflige leer jo allesammen.
Intet Menneske er lykkeligere, end den, som er meest for¬
nøyet; og ingen er mere fornøyet, end den, som leer meest.
Jeg troer, der findes Folk, som lade sig kildre, for at
komme til at lee. Vor hele Lykke bestaaer jo i en stor
Overflødighed af Fornøyelse, og denne kan man aldrig
tydeligere give tilkiende, end ved Latter. Jeg ønskede
derfor, at hævne mig paa enhver suurseende Philosoph,
som tør holde dem for Narre, der leer allermeest, da
det dog uimodsigeligt er et virkeligt og vist Kiendetegn
paa de lyksaligste og ypperligste Mennesker. Uden Tvil
har vore Forfædre været meget meere beskedne i denne
Post, end vi; og vi ere ikke andet, end vanslægtede
Børn af dem, naar vi ville lee mindre, end de. Jeg
har hørt tale om en heel Nation, som aldrig saae al¬
vorlig ud, men loe stedse. Skiemt, Gøglerie og Latter
var deres meste Tidsfordriv og deres daglige Forret¬
ning. En Erke=Latter herskede iblant dem, enten de
vare i de offentlige Forsamlinger, eller de vigtigste Be¬
raadslagninger. Handel og Vandel var ikke andet end
Spøg og Lystighed hos dem. Alle Opfindelser gik ud
