med, for at befordre deres Lyksalighed. Det er jo
unægteligt, at man ey kan komme igiennem Verden uden
at lee; og Latter var uden Tvil i Adams Tid Kier¬
ligheds og Venskabs Kiendemerke. Det hindrer ikke,
at Fiender og Uvenner kan lee ad hinanden; ey heller,
at mange Fruentimmer leer ofte, for at behage sig selv
og sin Egenkierlighed mere, end Mandfolk. Seer nu,
mine allerkiereste Patrolskrivere, at Latter udgiør det
Væsentlige af alle Menneskers Lyksalighed; hvad enten
saa Latteren er indtagende, foragtelig eller eenfoldig. J
ville giøre mig Eder meget forbunden, naar J herefter
idelig ville komme mig til at lee; og jeg maae sige, at
jeg anseer det for en virkelig Mangel i alle de Efter¬
retninger vi har om unge Menneskers Opdragelse, at
den Post er forbigaaet, hvorledes man skal lære dem
til at lee paa alle Slags Maader. Et Speyl giør
mange af vore Fruentimmer langt større Tieneste i den¬
ne Sag, end vore beste Moralister. J vide vel, uden
min Erindring, at den lystige Side af det menneskelige
Hierte er den fornemste. Vi har jo latterlige Laster,
latterlige Sæder, og jeg havde nær skrevet latterlige Dy¬
der med. Giører Eder da Umag, for at skaffe os
mange latterlige Efterretninger derom. Jeg for min
Part søger min Lyksalighed i at lee; og det tænker jeg,
enhver giør, naar han ikke er ufornuftigere, end jeg.
Fuldkommen lyksalig er Brutus, som er kommen saa
vidt, at han kan lee ad alle Ting, endog de ulykkelig¬
ste Hændelser. Han leer saa vel over de skarpsindigste
som elendigste Tanker. Saa vidt er jeg endelig ikke
kommen endnu; men jeg stræber derefter. Jeg holder
det for den største Ulykke; aldrig at lee; og den Ulyk¬
ke vilde jeg neppe ønske mine Fiender. Jeg forbliver &c.
N, N.
Dette Hr. N. N8 udentvil alvorlige og velmeen¬
te Brev fortiente et ligesaa alvorligt Svar. Vi ville
giøre det kort. Det lykkelige og altid lige begierlige
Ugeblad Patrollen har forskiellige Læsere. Kunde Hr.
N. N. forsikkre os om, at ikke ligesaa mange af dem fatte
