deres Lyksalighed udi ikke at lee, som af lee, saa vilde vi
stræbe, at fornøye de sidste mere end de første. Det er
uden Tvil det bedrøvelige som kan, efter Beskrivelsen,
i No. 1. d. A, best fyldestgiøre begge Slags. Til
Beviis, at der findes Folk, som uden Latter ere lyksa¬
lige, vil man troe, naar man har læst
Hanses og Grethes Gravskrivt:
Under denne Steen hviler Hans Lediggienger og
Grethe ubekymret. De har tumlet sig om et halvt
Aa hundrede paa vor Verdens Klode. De brøde sig
aldrig om, hvordant det gik til i Verden; gode og onde
Tidender vare dem ligegyldige. De hørte lige koldsin¬
dig paa, enten Byer af rændte eller bleve opbyggede.
Solen gik op og gik ned, og fandt dem altid i eens
Tilstand. De spiste, og efterat de havde spiist, gik de
ud at spadsere. De gode Folk! Hvorfor skulde de ikke
giøre det! De gik paa nye ud at spadsere, og spiste paa
nye. De sov derpaa hele Natten, og bestilte ingen Ting
om Dagen. De havde hverken Brødre eller Systre.
Fire Børn havde de avlet sammen; men de døde i
Uugdommen, og hverken Hans eller Grethe tænkte no¬
gen Tid paa dem mere. Disse to Folk syntes just at
være skabte for hinanden: Deres Sæder, deres Omgang,
deres Snak stemte fuldkommen overeens De bekym¬
rede sig aldrig om, enten man lastede eller roeste dem.
De kunde eller vilde hverken belønne eller straffe nogen.
Hans lod sine Tienere giøre hvad de vilde; og Grethe
saae aldrig efter, hvad hendes Piger giorde. Kom Tie¬
nerne hiem, saa vare de slemme; gik de ud, saa vare
de meget verre. J Hanses Hestestald saae det uordent¬
ligt ud; men i Grethes Kiøkken var det ikke ordent¬
ligere. Man drak med Fornøyelse tykt Øll, og spiste
sveden Grød. Maaltiderne varede meget længe; men
Fornøyelsen derved var meget kort. Naar Maden om
Sommeren blev fordervet; saa gav man de Fattige den.
Naar de betalede Penge ud, saa toge de imod Qvitte¬
ringer, uden at læse dem. J Kirken havde de begge
