de lrspimmeste og mageligste Stole til. at sove i. De
tænkte aldrig paa nogen Ting, og Eftertanke vidste de
ikke hvad det var. Om deres Næste talede de hver¬
ken Ondt eller Got. De havde hverken Venner eller
Fiender. De elskede ikke deres Paarørende, fornemme¬
lig dem, som vare Fattige, fordi det skulde have kostet
dem Umag, om de skulde have hiulpet dem. Umag
vare de ey for at have i Verden. De lode hverken
deres Stuehuse eller Lader forbedre, paa det at deres
Arvinger efter deres Død ey skulde blive alt for glade.
Naar det regnede ned paa dem, fløttede de sig et andet
Sted hen i Stuen. Deres Eiendom og Formue for¬
meredes eller formindskedes ikke. De fattedes intet af
det Nødvendige; men de havde heller intet Overflødigt¬
De bragte deres Regnskaber hvert Aar i Orden, og
ved Aarets Udgang vare alle deres Jndkomster fortæ¬
rede. Aviser og Ugeblade holdte og læste de; men de
bleve hverken lystigere eller mere bedrøvede derover, en¬
ten de indeholde behagelige eller ubehagelige Tildragel¬
ser. Enten der skreves om Beleyringer eller Fyrværke¬
rier, saa var det dem lige meget. De vare hverken
gode eller onde, hverken galne eller kloge. De spurgte
aldrig nogen til Raads og gave ikke heller andre Raad.
De kiendte hverken til Kierlighed, Glæde eller Frygt.
De vare uden Begierligheder og uden Uroe. Man saae
dem aldrig hverken lee eller græde, og de døde til Slut¬
ning ligesom de havde levet. De holdte sig selv for de
lyksaligste af alle Mennesker. Gak bort, Læser! og
giør du ligesaa!
Fortællinger.
Der var engang adskillige Personer forsamlede i
et Selskab. En af dem, som havde en liden og stum¬
pet Næse, nyste da af en Hændelse, hvorpaa Selskabet
hilsede ham paa sædvanlig viis. Men en af dem, som
var en Spottefugl, sagde til ham: Gud bevare Eders
Syn, min Ven! Den, som havde nyst, forundrede sig
over dette Ønske og spurgte: hvorfor han brugte det
