21
taale at andre bilde sig meget ind af 16 Ahner,
og af en Caracter, naar de kuns betale hvad de
ere ham skyldige. Jntet, siger han, fornøier
ham saa meget, som at tænke i en stor Herres
Forgemak, at han ikke trænger til hans Hielp,
og ingen Rang kunde giøre ham saa stolt som
den Ære han har undertiden, at Folk, for hvil¬
ke saa mange Rangspersoners Rygge maae krum¬
me sig, vise ham offentlig de største Høfligheder,
for at faae gode Raad eller rede Penge. Naar
han undertiden er kied af at betragte de Daarlig¬
heder, som findes i alle store Stæder, opholder
han sig nogle Dage paa sit Landgods, og imid¬
lertid omgaaes daglig med vores Adelsmand og
hans Præst. Disse, siger han, ere de eneste Øie¬
blik i hans Liv, i hvilke han føler, at han er en
lyksalig Mand. Deres meste Samtaler gaae
ud paa at forene Landmandens og Kiøbmandens
Bestræbelser, og at bestyre begge til Statens
Beste. Vores Adelsmand siger, at der ere faa
Mænd i Riget, som han agter høiere end denne
Kiøbmand, og Kiøbmanden forsikrer, at han
skatterer Herremandens Venskab for mere end en
Million. Da en Landjunker engang undrede
sig over, at en Herremand kunde giøre saa me¬
get af en Borger, svarede han: denne Mand,
min Herre, er uden at have Stammenavn eller
Caracter bekiendt og æret paa mange Steder i
