73
res Legemer, her vare de lige saa findrige, som
hist utaalelige.
Hvorfor tiener os David, Esaias, Home¬
rus, Virgilius til evige Mynstre i de smukke
Videnskaber? De vare fri i deres Sange, og lo¬
de ikke deres frugtbare Genier qvæles under Byr¬
den af selv opdigtede og unaturlige Love. De
bandt dem ikke til visse Endelser, de satte deres
Ord i den Orden, som var best skikket til de Ting,
som de vilde udtrykke, og til de Bevægelser, som
de vilde opvække. De udstrødte i en konstig og
fortryllende Uorden deres uefterlignelige Skiøn¬
heder. De kiendte den smukke Natur og hav¬
de den ene til Læremesterinde. Stil Dem kun
for, min Herre, denne prægtige Natur: Der
suser en hastig løbende og skummende Flod, der
rødmes en deilig Rose iblant Dalenes Lilier, der
høres en vild Concert af Fugle, der spille de vil¬
de Dyr under Skyggen af en Lind, der giennem¬
stryger den milde Vestenvind de vellystige Jnse¬
ler, der voxer aarligen en Flod over sine Bred¬
der ec. Denne Naturens fortryllende Uorden
henrykker de uindskrænkede Genier mere end de
kostbare Haver, som Qvintenie har anlagt efter
den tvungne Konstes Regler. Skulde jeg kun¬
de forestille mig, at disse store Digtere have fundet
almindeligt bifald, og sat Læseren i hvad Be¬
vægelse de vilde, dersom de i Digte-Konsten hav¬
