106
Løfter han havde gjort mig, (som jeg i Sandhed,
aldrig havde gjort) han merkede nok, at han
havde taget en uværdig Person i Beskyttelse,
Jeg indstevner derfor denne min Sag fra
en vred Herremand til et Publicum, som jeg haa¬
ber er mere billigt. Har jeg Uret naar jeg siger,
at hverken Rimene eller det bestemte Sta¬
velse=Maal ere væsentlige Deele af et Digt?
Her taler jeg kun om det sidste, thi hvad Rime¬
ne angaaer, tænker jeg, at Publicum er kied af
at høre mere derom.
Naar jeg forkaster det uforanderlige Sta¬
velse-Maal, som vores Digtere have holdet saa
helligt, forkaster jeg ikke Harmonien; thi jeg
agter det for en Sandhed, at intet Legeme beha¬
ger uden Proportion, og ingen Lyd uden Har¬
monie.
De første Digtere vare Sangere, og hvad
Stavelse-Maalet angik fulgte de ingen anden
Lov, end den, som et veløvet Øre foreskrev dem:
De havde med deres Digten ingen anden Hen¬
sigt, end at røre, forlyste og gavne. Derfore
afvexlede de efter Harmoniens og Velklangens
Regler lange og korte Stavelser med hverandre,
og afpassede Tonernes indbyrdes Forhold saale¬
des, at de kunde sætte deres Læsere og Tilhørere
i hvilken Bevægelse, de vilde. Det lykkedes
dem saa vel, at enddog de Fornuftigste af Men¬
