107
neskene, bedragne af Sandserne, og indtagne
af Digternes fortryllende Toner, gave sig tabte,
og antoge uden Undersøgning deres forvovne U¬
sandheder, endog naar de paadigtede en Mæng¬
de af falske Guder Bestiske Lidelser. Harmo¬
nien er en væsentlig Deel af et Digt, og hvor¬
for skulde den ikke være det, da den er det i Ta¬
len, men at forbinde sig til et vist og uforander¬
ligt Stavelse=Maal, er en Tvang, som er una¬
turlig og ufornøden. Hvo gav Grækerne Ret
til at vælge sig et Jambisk, Trochæisk og Dac¬
tylisk Stavelse=Maal, de udvalgte sig Verse=Ar¬
ter, som meest kom overeens med den Materie,
de vilde handle om. Naar de vilde skrive Hel¬
te=Digte, brugte de et andet Stavelse-Maal,
end naar de vilde beskrive sørgelige Tildragelser.
Da de havde erfaret, at den Phrygiske Tonekonst
indgav Mod, den Lydiske Sorg, den Doriske
Andagt, den Joniske Glæde, valgte de af disse
Toner og Stavelse-Maal dem, som kom meest
overeens med de Følelser, som de vilde opvække
i det menneskelige Gemyt--- Da det nu er be¬
kiendt, at visse Sammensætninger, at haarde og
milde Toner, at lange og korte Stavelser frem¬
bringe visse Virkninger, bør man altid have Til¬
ladelse til at bruge de Sammensætninger, som
giøre den Virkning, man ønsker. Vil man i et
Digt afmale Glæde og Sorg, er det unaturligt
