112
boede. Man kiendte disse Fienders Stridbar¬
hed, man kiendte og deres Grumhed, derfor
blev Glæden over Seieren desstørre; men Fol¬
ket var erkiendtligt. De Ældste forsamledes
og raadsloge om at belønne den, der havde vovet
sit Liv mod deres Fiender: En talede om at sam¬
le en Skat, og give den til Trygge, Emunds
Fader; Hvad, svarede man, skulle vi taale
den iblant os, der troer at Helte Dyder og Fæ¬
drenelandets Frelse kan betales med Guld alene.
Den, der havde gjort Forslaget, blev sat til
Rette, som en der vanærede Emunds Fader, ved
at tænke, at han skulde agte Rigdom høiere end
Æren. --- En anden vilde, at man lod Fro¬
de belønne Seieren. Man svarede: Vi ere et
agtbart Folk, og vor Roes gielder derfor mere
for Verden end bifalds-Ord af Kongens Mund;
Ved Folkene alene blive de evige Æremæler op¬
reiste, og var det ikke saa, hvem skulde da bli¬
ve en Frodes Belønner? Saa besluttedes det,
at Emunds Fader skulde være den Tredie, om
hvilken blev siunget paa Høitids-Dagene: Først
om Guderne, saa om Frode og derefter om Tryg¬
ge. Nu vendte man sig til Urses Fader, og
bad ham at giøre Belønningen fuldkommen; Da
blev Urse Emunds Hustrue.
Frode hørte dette: Han hastede til Temp¬
len, og takkede Guderne derfor at de havde fun¬
