113
det ham værdig til at styre saa ædelt et Folk.
Han lod Emund kalde og glædede sig over hans
Lykke, men bad ham altid betænke, hvad han var
sine Medborgere, hans Velgiørere, skyldig. Gier¬
ne, sagde han, beholdt jeg dig hos mig, men din
Fader vil boe udi sit Land, og jeg veed, du forla¬
der ham ikke. Saa reis da hiem med Fred, og
bliv ham liig. Dog skal du ikke drage bort u¬
den Skienk: Kræv kun, og du skal see, at jeg
er Konge. Emund bad, at Frode vilde leve en
Maaned af Aaret i Landet, hvor hans Fader
boede. Da hastede Emund hiem, fortalte Fro¬
des Løfte, og Folket raabte: Skulde du saa tid¬
lig blive os en Velgiører.
Der var ingen Lyksaligere i Landet end
Emund. Guderne gave ham de yndigste Børn,
og han fortiente denne Gave. Fra deres spæde¬
ste Alder lærte de at elske Dyden, thi de hørte
den altid tale venligen igiennem Emunds og Ur¬
ses Munde. Tidlig vidste de at knæle for Gu¬
dernes Altere. En Sygdom overfalt Urse:
Børnene hastede hen til Templen: Præsterne to¬
ge venligen imod dem, og sagde, at Guderne
glædedes ved deres Sange. Nei, Fædre! sva¬
rede den ene Søn, Guderne ere os vrede, dog
vi vidne i vor Bedrøvelse, at vi fortørnede dem
uvidende; Elske J os, J der ere Gudernes
Venner, da beder med os, at vi ikke blive ulyk¬
