114
salige. Præsterne bød dem at være visse paa
Himmelens Yndest. De svarede: Dens Vre¬
de ligger paa os saa længe Urse lider. Deres
Bønner bleve hørte; da saae man dem geleide¬
de af hele Egnens Børn, alle prydede med
Krandse og ilende til Templen, for at takke Gu¬
derne.
Der var en Høitid, de bleve rigelig be¬
skienkede af Folket; man hørte dem sige: Lad
os glæde vore Forældre; saa gik de hen til nogle
fattige Slægter og gave dem alt, hvad de havde
faaet; siden hastede de hiem, og bleve imodtagne
af en Fader, paa hvis Kinder Glædes-Taarer
nedrandt.
En Dag vare de med deres lige: da be¬
gyndte nogle at vredes og at ønske hinanden ondt;
der hialp ingen Raad; Emunds Sønner sagde:
Kommer med os til vor Fader og Moder, og de
skulde sige eder, hvor lyksalig den er, der el¬
sker Guderne og Dyden; saa skulle J aldrig væ¬
re onde.
En anden gang anmodedes de om at tage
Deel udi et Anslag, hvilket Fædrene ikke maat¬
te vide. Hvad! sagde de, enten er denne Gier¬
ning ond, eller vi bleve utaknemmelige; er den
god, da skal jo vor Fader glæde sig derover, og
skulle vi misunde ham dette. Saa aabenbarede
de ham Sagen, og hørte, at den var lastværdig.
