116
han havde givet hans Søn. Emund lod Sønnen kal¬
de, hvilken ikke dølgede Sagen. Faderen omarmede
ham og sendte strax Bud til alle dem, der havde hans
Jndkomster i Forvaltning, at de ikke maatte nægte
denne hans Søn hvor meget han end krævede.
Emund mistede sin Fader, og Folket mi¬
stede ham; paa begge Sider var den dybeste
Sorg; paa begge Sider savnedes en Ven og
en Fader. Dog Folket trøstedes ved Emund,
og han var denne Ære værdig.
Strax lod han tilkiendegive, at hans Fa¬
der ikke skulde savnes af nogen Trængende; dette
var Faderens sidste Begiering, og Emund hav¬
de desuden handlet saaledes af sig selv.
Han havde den Maade, at forbyde dem,
som han hialp af Fattigdommens Trængsel, at
de ikke maatte sige, hvo de vare. Skulde jeg
taale, sagde han, at et Menneske ydmygede sig
for mig, blot fordi jeg er rigere end han?
Der boede en Slægt i Egnen, og Slæg¬
tens Fader var draget ud at stride imod Landets
Fiender. Den, til hvilken Slægtens Eiendomme
vare betroede, forødede alt, og drog saa hem¬
meligen bort. Emund lod en træde frem, og
sige, at den Undveegne havde betroet ham nogle
Pund Guld til Varetægt: Saaledes blev Slæg¬
ten frelst, og ingen skulde have vidst hvad E¬
mund giorde, hvis ikke den Undveegne, var
