117
bleven greben, og havde vidnet at Guldet ikke
kom fra ham. Da erkiendte alle Emund for
den ædelmodige, hvis Verk Slegtens Frelse var.
Det hendte sig, at Frode blev angreben,
af en Sygdom: alle Templerne vare fyldte med
Sukkende. En af Hoben bad til Guderne, at de
vilde give ham en riig Høst. Emund fortørne¬
des saare: Hvad! sagde han, du troer at kun¬
ne være lykkelig, om end hele Landet sørgede.
Saa besluttede man, at denne aldrig skulde ha¬
ve Deel udi de offentlige Fester, der holdtes til
Tak for den almindelige Velfærd; Jngen vilde
siden omgaaes med ham, og han maatte for
Skiændsel, drage bort af Egnen.
En Dag vilde nogle rose Emund; man
opregnede hans høie Herkomst. Emund bedrø¬
vedes og sagde: Vil denne bebreide mig, at jeg
ei ligner mine Fædre, efterdi han troer, at jeg
ikke kan loves for noget, der hører mig selv til.
Emunds Søn havde vundet en liden Sei¬
er; Man talede om at opreise ham en Stytte,
dette skede for Faderens skyld. Emund sagde,
til Folket: Ville J da ingen Helte have, efterdi
J skille Eder ved Midlerne til at belønne dem.
Man sagde: Emunds Søn skal vorde sin Fader,
liig. Emund svarede: Jeg lærde ham stedse
at elske dem, som han kunde agte; vælger nu,
om J vilde elskes af ham.
