118
Der var en Borger, hvilken havde havt
et Ærende til Hove: Kongens Raadgivere vare
blevne indtagne imod ham ved de ondes List, den
Søgende var desuden en ærlig Mand, og derfor
uvant til at tale for sig selv: Han kom utrøstet
hiem, og klagede. Emund vidste, at Frode og
hans Raadgivere elskede Retfærdighed, derfor
lod han den Hiemkomne kalde, og lovede ham
det, som han med billighed havde begieret, dog
saaledes, at det skeede som efter Kongens Raad¬
giveres Villie. Siden sagde Emund: Den
Glæde, at have gjort saa god en Gierning, hø¬
rer mig ikke til. Jeg vidste at Mandens Begie¬
ring var billig, og havde Frodes Raadgivere,
vidst det, da skulde Manden ikke have gaaet u¬
trøstet fra ham, men jeg vil berette ham Sagen,
og J skulle see, hvilke Venner Frode haver.
Emund gjorde det, og Raadgiverne gav Man¬
den dobbelt imod det han havde begieret.
Det hendte sig at Misvext indfaldt. E¬
mund aabnede sine Lader; saa skrev han til Fro¬
de: Vilde Du unde mig den Glæde at have væ¬
ret mine Medborgeres Velgiører. Frode svare¬
de: Emund er min Ven, og han skal ikke ville
skille mig ved det Fortrin, jeg elsker høiest. Alle
fik Korn, og Frode erstattede det.
Man ventede Frode der i Egnen. En¬
hver gav villigen noget af sin Formue, til at op¬
