119
reise Ære=Støtte. Emund sagde: Lad os ære
Frode, som den der er Menneskenes og sit Folks
Ven; Man frigav Trælle, man udstyrede unge
Piger, man byggede Vaaninger for fattige Slæg¬
ter, man opreiste Arbeids=Huse, i hvilke den
Trængende kunde finde Ophold. Frode kom og
viiste, at han var værdig saaledes at imodtages.
Visse gange om Aaret anstillede Emund
Høitider, paa hvilke de tvistende Partier maatte
indfinde sig. Under Maaltidet sang unge Piger
og Drenge om Dydens og Enighedens Skiøn¬
hed. Naar Glæden var høiest, stod Emund,
op, tog Beggeret i Haanden, og sagde: Hver
drikke efter mig! Saa ønskede han, at Guder¬
ne vilde straffe ham, i Fald han var nogens Fien¬
de. De Tvistende maatte forlige sig og omar¬
me hinanden; var nogen ubøielig, han blev for¬
hadt i Egnen, og ofte nødt til at drage bort.
Der var en smitsom Syge i Landet, hvil¬
ken borttog alt Qvæget. Emund kaldte Egnens
Folk tilsammen, og sagde: Vi ville ikke lade os
nøde til at handle som gode Borgere: Frodes
Skatter skulle ikke kunne være nok til at hielpe
alle; Lad os villigen tilbyde en Deel af vor Ei¬
endom, og ikke bie med at giøre got indtil vi tvin¬
ges, thi hvad Roes skulle vi da have?
En havde gjort en Sang til Gudernes
Ære: alle lovede Digteren; Emund spurgte i
