120
Forsamlingen, om man troede, at Guderne ly¬
stedes ved saaledes at æres. Alle svarede, Ja.
Saa er det, sagde Emund, en hellig Pligt for
os, at belønne ham, der giorde Sangen, efterdi
Guderne ved ham skulde vorde os mildere.
En agtbar Mand beskyldtes af en anden,
og de mødte begge for Retten. Den beskyldte
ærlige Mand skulde frie sig med Eed. Hvad,
sagde Emund til Dommeren, er noget Beviis,
stærkere end tive Aars Dyd? Lad os ikke van¬
ære den ærlige Borger! Han skal ei sværge, men
hvis du fordømmer ham, da betaler jeg hans
Brøde.
Fred, Dyd og Velstand havde fæstet Sæ¬
de blant denne Egns Beboere. Der var ingen,
hvilken jo ønskte at agtes af Emund, og alle va¬
re visse paa at vorde det ved dydige Handlinger.
Endog Børnene vidste at tale om hans bifald,
som et kosteligt Gode. Jngen Sukke bleve hør¬
te, thi enhver fandt Hielp enten hos Emund, el¬
ler hos Folket, hvilket ikke vilde tillade, at han
ene skulde bære Byrden. Men havde nogen
begieret hans Hielp og ikke heller villet arbeide,
blev han foragtet; derfor var ingen ørkesløs i
Egnen. Frode havde ingen bedre, ingen lyksa¬
ligere Undersaatter.
Emund levede længer end Urse: Han var
fast utrøftelig, da hun døde, men med gode
