121
Gierninger fordrev han Sorgens Bitterhed, og
han var selv omsider den, der bad Folket lade af
at tænke paa hendes Død.
Nu havde Sønnerne taget Hustruer, og
Døttrene vare Huus-Mødre. Emund begynd¬
te at ældes, og desmere søgte han at være andre
til Nytte. Al min Tid, sagde han, kan jeg nu
opofre til mine Medborgere, før var jeg min
Slegt en Deel af min Omhue skyldig. Hvad
kunde være lystigere end at see denne graahærde¬
de Viise? Hans Hierte gjorde ham ingen Be¬
breidelser, Døden foraarsagede ham ingen Skiel¬
ven, og den Glæde, som han stedse havde agtet
høiest, den hindrede Alderen ham ikke fra at ny¬
de; hvad skulde da giøre ham uvenlig og fortre¬
den? Stedse var han med i Høitiderne, og u¬
den hans Nærværelse var ingen Glæde. Den
var det hans største Lyst at forbinde unge dydige
Mænd med elskværdige Piger. Han selv led¬
te Parrene til Gudernes Altere, og der viiste
hans ivrige Bønner, hvor oprigtigen han ønske¬
de, at Menneskene bleve lyksalige. Ved alle
Forsamlinger maatte han velsigne Folket, og
Præsterne selv forlangede, at han vilde giøre det
med dem: Jngen, sagde de, er Gudernes Ven¬
skab værdigere end Emund, ingen skulle de hel¬
lere høre.
