123
ningerne foraarsages i vore Legemer. Naar vi
betænke, hvor utallige Forestillinger, der følge
paa hinanden i vore Siæle med en Hastighed,
som ikke kan lignes med nogen Bevægelse i Lege¬
met, hvilken Afgrund af Omvexlinger maae der
da ikke være i den Deel af vort Væsen, som er
Kilden til alle disse Forestillinger, og den Mid¬
delpunkt, i hvilken alle Legemets Forandringer
løbe tilsammen? men hvor bestandigt, hvor u¬
forgiengeligt maae dette Væsen ikke tillige være,
siden det med saa stor Vished kiender sig selv
igien i alle disse Forandringer.
Legemets Vext har sin visse Tid og Maal,
og alle dets Kræfter bestemte Grader, som Kon¬
sten forgieves søger at overstige. Hvor megen
Forskiel der end kan være iblant Menneskene,
er den Erfarenhed dog sikker, at ingen voxer til
sit tredivte Aar, og bliver sex af vore Alne høi.
Vi vide hvor stor en Vægt det stærkeste Menne¬
ske kan bære, hvor langt det skarpeste Syn kan
rekke, men hvo kan sige os, hvilken der er den
høieste Grad af nogen Evne eller Færdighed i
Siælen? Jeg taler endnu ikke om den Tilvæxt i
Fuldkommenhed, som Udødelighed giver os at
haabe, men alene om den Fremgang, som vi
kunne giøre i dette korte og indskrænkte Liv.
Med alle de Opfindelser, som vi have gjort i
Natur=Læren og i Læge=Konsten, er det endnu
