125
er det da ikke troeligt, at med al den Flid, som
han har anvendt, er dog hverken al den Konst
eller al den Tid brugt, ved hvilken han kunde
have bragt det endnu til en høiere? Dersom vi
gaae videre til at forestille os en Siel, paa hvil¬
ken fra de første Øieblik af al den Konst blev an¬
vendt for at bringe alle Sindets Kræfter til den
Fuldkommenhed, som Erfarenhed af saa mange
enkelte Personer viser at være muelig, en Siel,
som i Ungdommen forenede Newtons Dybsindig¬
hed, med Scaligers Hukommelse og Homers
Jndbildningskraft, som kunde føle Farver, tale
uden at høre o. s. v. hvor skulle vi ikke tabe os
i Forundring? Evnen til disse Færdigheder er
den samme i os alle, og da den hverken ved Tid
eller Maal kan bestemmes, hvad skulle vi da kal¬
de den andet end en uendelig Formue til at voxe
i Fuldkommenhed?
Skulde Gud vel tilintetgiøre saadan en
Siel, naar det Legeme nedbrydes, i hvilket den
ikke opnaaer uden en meget ringe Grad af den
Fuldkommenhed, som endog i dette Liv er mue¬
lig? Skulde et Væsen, der har saa ubestemte,
saa uendelige Kræfter, ophøre tillige med en
Maskine, der er saa indskrænket som Legemet?
En Maskine, som vi med al vores Konst ikke
kunne giøre finere, større eller fuldkomnere, end
den er, hvad Lighed kan den have med et Væ¬
