126
sen, hvis Grændser vi ikke engang kunne bestem¬
me, og hvis Maal og Kræfter overgaaer alle
vore Beregninger.
Dersom saadan en Siel, som kiender sin
Naturs Værdighed og Bestemmelse, og føler
hos sig en Drift til at opfylde Skaberens Hen¬
sigter, overklædes engang med et fuldkomnere
Legeme, med hvor utænkelig en Hastighed maae
den da ikke stige ved Hielp af de Kræfter og Fær¬
digheder alene, som den har ført med sig? og
dersom Skaberen i saa ufuldkommen en Tilstand,
som den nærværende, har givet os, foruden de
medfødte Evner, saa mange udvortes Redska¬
ber og Midler til at forarbeide vores Lyksalighed,
hvor riig en Anledning til at bruge alle baade
medfødte og forhvervede Kræfter, kunne vi ikke
vente paa det Sted, hvortil vi forflyttes af et
Væsen, som ikke har nedlagt den mindste Kraft
i Naturen uden Hensigt?
Kunne vi staae et Øieblik stille med disse
Tanker uden at ønske vores Opløsning? Nei,
den Forsikring, som de give os om Værdigheden
og Bestemmelsen af det Væsen, som tænker i os,
og som er det eneste i Verden, som vi kunne kal¬
de vort eget, er alt for stor til ikke at opløfte det
langt over alt det Støv, som omgiver det. Jeg
frygter derfor ikke, at de Læsere, som kunne tæn¬
ke, skulle blive følesløse ved denne Betragtning,
