127
jeg befrygter kuns, at mange iblant dem skulde
opløfte dem saa meget over Livets Ringhed, at
de skulde glemme Pligterne i den nærværende
Stand. Tungsindighed, Lediggang, Kloster¬
Levnet, Undvigelse af Selskabet, og Selvmord,
have ofte været bedrøvelige Virkninger af ædle
Tilbøieligheder og hellige Følelser, som kunde
have bragt Menneskene til sande Dyder og store
Helte=Gierninger, dersom de havde været besty¬
rede af en oplyst Fornuft.
For at undgaae disse Yderligheder, er det
fornødent, at vi ikke overgive os saaledes til vore
Følelser af Livets Ringhed, at vi jo tillige be¬
tragte dets Vigtighed i Henseende til dets For¬
bindelse med det Tilkommende. Det Korn,
som Sædemanden nedlegger i Jorden, er lidet
mod det, som han venter at høste; I dette
Haab overvinder han baade Arbeidets Besvær¬
ligheder og Vinterens Kulde. Naar vi betæn¬
ke, hvor meget en hver vel dyrket Evne i en
Siel af saa store naturlige Kræfter kan voxe i et
eneste Øieblik af en fuldkomnere Tilstand, kun¬
de vi da tvivle derom, at det længste Liv, naar
det er meest opfyldt med Arbeider og Lidelser, er
kun lidet mod de Frugter, som vi kunne vente
os ved at dyrke disse til en evig Vedvarenhed
bestemte Siele=Kræfter. Vi bør derfor ikke
kiedes ved Livet, ikke foragte det, men bruge
