132
Han døde en haardere Død end et blot Menne¬
ske, end en Engel kunde døe,
Fordømt, hudstrøget, korsfæstet, bespottet af Men¬
neskene og forladt af Gud
Hengte den sagtmodige Lærer og uskyldige Men¬
neske=Ven midt iblant Misdædere,
Fuld af alle de Smerter og Angester, som kunne
føles af usalige Siele,
Angester, som kom Naturen selv til at skielve.
Med en Kierlighed, som bevægede ham til at be¬
de for sine Fiender,
Og med en Taalmodighed, som bøiede Røverens
Hierte til Medlidenhed,
Overvandt han sine Lidelser, og befalede sin Siel
i Faderens Haand.
For os, som vare Syndere, døde han, og efter¬
lod os det Bud:
At vi skulde elske hverandre, ligesom han
elskede os.
Han kiendte ikke Synd og saae ikke Forraad¬
nelse,
J Dag hvilede hans igiennemborede Legeme i
Graven,
Der, hvor vore Legemer engang skulde opløses,
førend de iføres Uforkrænkelighed,
Hvilken sød Hvile for dem, som have sukket om Be¬
frielse fra Forkrænkelighedens Tieneste,
