137
Davids og af vore Harper, som der er imellem
hans Psalmer og vore Kirke-Sange. Siele,
der have saa fine Følelser, og saa høi en Smag,
skulde de vel have boet i Legemer af saa grove
sandselige Redskaber, at de ikke kunde have mer¬
ket det Forhold og den Overeensstemmelse i To¬
nerne, som giør saa følelig en Virkning paa
Sindet og Sandserne? Er det troeligt, at den
Harpe, som alene formaaede at tilfredsstille og
opmuntre en tungsindig Monark, var et skurren¬
de og ildelydende Instrument, som blev behand¬
let uden Konst?
Dette veed vi, at Poesien og Musiken
stedse vare forenede i deres Gudsdyrkelse, og at
de betiente dem af disse Midler baade til at op¬
vække og til at udtrykke deres Andagt. Vilde
David takke Herren af sit ganske Hierte, vilde
han fortælle hans underlige Gierninger, vilde
han glæde og fryde sig i Gud, da sang han.
Havde Gud undertiden forladt ham, havde han
raabt Dag og Nat uden at faae Svar, da fandt
han Gud igien blant Jsraels Lov=Sange. Vil
han give en prægtig Beskrivelse af Kirkens Seier
over sine Fiender, da forestiller han Gud som
i Triumph, at fare op med Fryde=Klang og
med Basuners Lyd. Havde Gud friet ham
af Sauls Hænder, og været hans Tilflugt paa
Nødens Dag, da synger han hver Morgen med
