147.
Mand, sagde han til Bonden, skal beværte
dem paa mine vegne, og jeg vil have den For¬
nøielse at være Tilskuer. Den øvrige Deel af
Summen vil jeg udsætte til en Belønning for en
Digter, som er lykkelig i at udtrykke den naturli¬
ge og uhykkelske Glæde, som jeg venter at finde
i denne Forsamling, og som kan erindre os om
det gamle lyksalige Hyrde=Liv.
Nok, nok, sagde Kiøbmanden, tillad og
andre at giøre noget. Disse Herremænd vil ha¬
ve Æren alene, og de veed med saadanne smaa
Høfligheder at give deres Handlinger en besynder¬
lig Værdie. naar jeg giorde nok saa prægtig en
Anretning for mine Folk, skulde det ikke for¬
nøie dem nær saa meget som den Ære at see en
Herremand paa deres Gilde. Hvad det er en
Fordeel at være en fornemme Mand! Men lige¬
meget, jeg vil dog heller have Penge end Titler.
Kiender i et rigt Fruentimmer af Borgerstanden,
sagde han til Præsten, som er fornuftig nok
til at vælge en værdig Brudgom af hendes egen
Stand, da giver jeg den, som hun elsker saa
meget i Medgift, at han skal blive hende lige¬
saa værdig i Rigdom, som han er det i
Fortieneste.
Men, hvorfor seer J saa bedrøvet ud?
sagde han til Bonden, er det ikke nok, at i med
det første skal have den Ære at forestille Eders
