148.
re i det prægtige Gilde, som han lader anrette?
Døm selv, hvad jeg maae føle, svarede denne,
naar jeg betænker, at jeg er den eneste af Eder
alle, som ikke kan giøre noget, der fortiener at
bemerkes, og at jeg er hverken fornemme, eller
riig, eller veltalende nok til at give de Handlin¬
ger, ved hvilke man udtrykker sin Glæde og Tak¬
nemlighed, nogen Priis.
J er just den eneste af os alle, sagde Præ¬
sten, som kan belønne Monarken med den sande
Ære, som bestaaer i en glad og lyksalig Mæng¬
des ukonstlede og uhykkelske Lovsange. Jeg,
raabte Bonden, skulle giøre Lovsange, som va¬
re værdige at høres af Monarken? Siig mig,
sagde Præsten, hvorledes var i til Mode, da
J hørte, at Kongen var i Fare? Jeg glemmer
det aldrig, svarede Bonden, det var just min
ældste Datters Bryllups=Dag; jeg blev stum,
og da min Naboe, som saae Taarene trille ned
i Bægeret, spurgte, hvad der fattedes mig, sva¬
rede jeg, at vor Fader var syg. Herren paa
Gaarden, sagde denne med Forskrækkelse. Nei,
svarede jeg, det er ikke ham, men baade hans
og vores Fader, den Herre i Landet, som er lige¬
saa kierlig mod alle sine Folk, som Herreman¬
den er imod os. Det er nok, svarede Præsten,
vi ville ikke meere overgive os til disse bedrøvelige
Forestillinger, paa en Tid, da vi have saa stor
