151
Alting var stille, kuns ved Nattergalens Slag
Bevægte Luften sig mod den oprundne Dag.
Han saae det kaade Kid blant Roserne at hoppe,
Og ryste Duggen af bestraalte Ympers Toppe,
Det kielne Dægge=Lam i Thysbes rene Skiød,
Mod Kulden Varme og mod Tørsten Drikke nød.
En flygtig Fugle=Sverm i grøn=skatterte Skove,
Hos Linden søgte Læe, for Skaberen at love.
Vandfalde traadsedes af Elvens stærke Lax,
For Vinden vislede et Hav af moedne Ax.
Da han henryktes af den Under-skiønne Scene
Saae han Dorinde ved den seie Piil alene.
Med uopbundne Haar, ukiemte, uden Baand,
Afmægtig støttende sin Rose paa sin Haand,
At blande sine Suk med Elvens stille Sukke
Og Skiønheds Sæde kuns for Graaden at oplukke,
En Perlebæk af Graad fra hendes Melk og Blod
Med Suk nedstrømte paa den drukne Pile Rod.
Seladon.
Dorinde, Dalens Liv! Ak hvorfor saa bedrøvet,
Har Ulven dig i Nat et Lam af Stalden røvet,
Er din Melampus syg, har du om Naale drømt,
Dametes mueligen kun elsker dig af Skrømt.
Er det halv=moedne Ax forbrendt af Østen=Vinde,
Er Offer=Lammet dødt, min deiligste Hyrdinde,
Er Ceres bleven vred, har Pan din Hiord forladt.
