154
Dorinde.
Hvad jeg paa Munden fik, Ei! tænker du min
Fader
Mig, Øiestenen i sit eget Øie, hader.
Seladon.
Vor Friederich er vel, saa sagde Fama nys.
Dorinde.
Ach Himmel er det sandt?
Seladon.
Er det ei værd et Kys.
Dorinde du har Ret! jeg billiger din Klage,
Min Tunge selv var stum, af Hiertets skiulte
Plage,
Vor hele Dales Vel med et begraven laae
J Taarer, Suk og Graad i Sorgens fæle Braae.
Dametas sukkende tog Brød og Ost af Tasken,
Paa engang drak sin Graad og friske Melk af
Flasken.
Menalcas kiedtes ved den skiønne Thyrsis Sang,
Carinnes Fløite i et Baand paa Veggen hang.
Afvrudt var Dansen i de blomsterfulde Senge,
Vor Hiord vantrivedes i Basans feede Enge.
Da Hyrden tabte Lyst og lagde Piben bort:
Kort sagt, vor Glæde fløi som Dug for Solen fort.
