155
Den høit opløstede paa Evighedens Throne,
Til Naade villig, lod ved Bønner sig forsone,
Har til den tabte Fryd en gylden Dør opladt,
Og for vor Hierte-Sorg en mægtig Grændse sat.
Som Rosen=Knoppen mod den kiølne Nat¬
tes Taage.
Sit Purpur skiuler bag tillukte Øine=Laage,
Hvor selv Smaragderne mod Aarets første Vind
Udbreder Skjoldet for den spæde Ungdoms Kind.
Den føler Varmen af det gyldne Østens Øie,
Der seer til Haven need fra det forgyldte Høie,
Afryster Perlerne af den halv døde Knop,
Og hilser Solen med sin frydefulde Top,
Den af sit feede Skiød en Balsam=Lugt udsveder,
Og paa sin Skueplads Midsommers Tegn udbreder,
En Myrrhes yndig Damp opdunster af en Dragt,
Der vinder Prisen mod en lystig Tempes Pragt.
Gud være evig Lov! saa er vor Sorg forsvunden,
Og Dagens milde Soel paa Himmelen oprunden.
Vor Konge lever vel, vi seer vor Soel paa nye,
Der var fordunklet af en skræksom Torden=Skye.
Dorinde.
Følg med! en hellig Drift skal Leede=Stiernen.
være,
Jeg vil i Templerne for Gud min Tak frembære,
