156.
Der rakte Hielpens Haand til sin og vores Ven,
Og gav med dobbelt Fryd vor Friderich igien.
Den gamle Coridon ved siden tog sit Sæde,
Uvidende om den fra Himlen sendte Glæde,
Beklagte Tiderne paa Alderdommens Viis,
(Foraaret altid har for Vinteren sin Priis.)
Coridon.
Nu er vor Hyrde-Stand ei som den haver været,
Før var det hvide Haar for gule Lokker æret,
Da havde Hyrderne Hyrdinderne i Roe,
Og vare hine ei, dog vare disse troe.
Den gamle Ærlighed af Dalen er forsvunden,
Før var man ved et Ja, nu knap ved Eeder bunden,
En kierlig Enighed har tabt sit første Floer,
Den vel i Faarene, men ei i Hyrden boer.
Før aad vi Fladde=Brød, og drak vor Vand i
Grotter:
Nu drikkes borget Viin i Fyrstelige Slotter,
Da gjorde Nøisomhed vort Lives Galde sød,
Den sørgeløse Dag med Skierds og Sang bortflød,
Da elskte Lysidor i Stilhed sin Selinde,
Den unge Pyramus hos Thysbes sin Gudinde,
Adskildt fra Verden i den søde Friheds Skiød,
Uskyldig Elskovs Trøst i daglig Omgang nød.
Blant os var ingen Rang, som Stolthed har op¬
fundet,
