157
Nu er Rang=Syge i den Unges Siel oprunden,
Da reedtes Pigerne med Faar og Giedder ud,
Nu ægter Hyrderne en fattig pyntet Brud.
Man ansaae Vellyst, Guld og Pragt, som usle
Dverge,
Mod en Velsignelse, som flød af mavre Bierge,
Forfaldne Hyrde-Stand, du glimrer nu af Pragt,
Som har en dydig Dal til Betler=Staven bragt.
Dorinde.
Du kloge Coridon, som alle Stierner kiender,
Og med din Læge=Konst fra Hjorden Pest afvender,
Du som om Vaaren spaar, om riig og fattig Høst,
Og kiender Skiebnens Lov af Kragens heese Røst.
Du lærer Skovene og Floras rige Dale,
At give Gienlyd af en sød og yndig Tale,
Ja Raad mod Hexerie og Sorte-Konster veed,
Siig, hvoraf reiser sig dit Sinds Uroelighed?
Coridon.
Jeg saae en bunted Rad af Hyrder og Hyrdinder,
Der, hvor den heese Bek fra smeltet Jis udrinder.
Opkildtet, sminket og omgiven med en Krands,
Og efter en Skalmei at træde i en Dands.
Mens de den blege Kind med Melk og Blod opliver,
Og den forlorne Pragt en konstig Skiønhed giver,
Er du, Dorinde, de forløbne Tider liig,
Du passer paa din Hiord, er net og tarvelig;
Jeg tør vel sige dig, da Himlen tog min Mage,
Jeg ønskede kun dig, Dorinde, at behage,
