158
Min Vinter er ei kold, jeg haver nitten Faar,
Ti Kiør til Buggen op i Havre=Stubben gaaer,
En talrig Giede Flok af Klippens Pyramider
Med femten unge Kid den seie Mos afbider,
Jeg spiser til mit Brød, Kiød, Honning, Smør
og Ost;
Min Lade haver Rug, min Kielder Melk og Most.
Forfaldne Hyrde-Stand, man tænker kun paa
Glæde.
Dorinde.
Og du paa Giftermaal. Skal nu vort Øie græde,
Da det gaaer Kongen vel. Kom med, saa skal
du see,
At jeg med Hyrderne kan danse, synge, lee.
Er ei din Vinter kold, vi vil os did begive,
Hvor jeg mit Foraar, du din Vinter kan oplive.
Vor Coridon sprang op, aftørrende sin Kind,
Og tog Dorinde med i Hynde-Dandsen ind.
Cupido smilende sin Vunder=Bue spendte,
I Alderdommens Snee den søde Lue brændte,
Forelskt var Coridon. (Er nogen Alder frie
Fra det naturligste og søde Raserie),
Han drak Forelsktes Lyst af Purpur=farvet Læber,
Der drukne Elskere i Livets Sødhed dræber,
Hans røde Øie paa Dorindes hvide Bryst,
Paa dette Melke=Hav omseilede med Lyst.
