159
Nu syntes hendes Mund paa Elphenbeen at hvile,
De hvide Tænder som en Perle-Snoer at smile.
Nu skinte Øinene, som Tvilling Tegnets Ziir.
Ved Sommers rene Luft i glimrende Zaphir,
Nu glemte Coridon de Gamles Klage=Viser,
Og Hyrders Lykke i de muntre Dale priser,
(Beklag uroelige ei de forløbne Aar.
See hen til Hiertet, hvor du Grund til Sorgen
faaer.)
Man lagde sig til Roe bag Buskenes Colliser,
Drev Middags=Heden bort med Eventyr og Viser,
Man spiste der med Lyst, den Hunger=krydet Mad.
Mens Næsen Balsam drog af tette Urters Rad.
Her saae man Lysidor opvakt af Tørst og Glæde,
Sin Hals med Æble-Most, sin Kind med Graad
at væde.
Med Glasset i sin Haand at tale Folkets Sag,
Og muntre Hyrden op paa denne Glædes-Dag.
Lysider.
Lyksalig Hyrde-Stand, J dig skal Rang og
Ære.
Ei spilde Sindets Roe og Hiertets Dyd besnære.
Vort hele Liv i Fred bortflyder til vor Død,
Os støder Avind ei med List af Lykkens Skiød.
Forgyldte Slaver sig paa Ærens Tinding vise,
Vi Friheds ringe Brød i salig Armod prise,
Athenens Viisdom giør og ikke rasende,
Vi taler kun om det, som vore Øine see.
