171
det Selskab, hvor Hr. Polidor og Clitander ta¬
lede saa heftig mod Adelskab. Dog, det er nok,
at beskrive disse Folks Caracteer, for at bevise,
at en Stolthed, som er taabeligere end den, hvil¬
ken de bebreide andre, har bevæget dem til at ta¬
le mod en Stand, hvilken de misunde sine For¬
trin, fordi de troe, at de fortiente endnu en langt
større selv. Polidor er en lærd Mand, som be¬
sidder en Deel af den Kundskab, der kan faae
Rum i et Menneskes Hoved, uden at gribe Hier¬
tet an. I den Kundskab er han kommen saa
vidt, at han betragter alle Sindsbevægelser, ind¬
til Venskab og Ære, som Svagheder. Han
har undersøgt Tingenes Muelighed og Størrelse
saa længe, indtil han har udfundet, at Penge er
det eneste sande Væsen, og at hans egen Siel er
stor nok til at kunde rumme et Tal, som er nær¬
ved det Uendelige. Denne Formue i Sielen,
siger han, er det eneste rette Store i det Menne¬
skelige, og det er derfor latterligt, at man giør
saa meget af Ære og Venskab, som ikke nytter
til andet, end til at ødelegge det sande Væsen og
formindske Summen af de virkelige Tal og Stør¬
relser. Naar han undertiden taler mere forstaae¬
lig, (thi han er som Alchymisten, vandt til at
udtrykke sig anderledes end andre Folk) hedder
det, at det er got, at der er Ære og Belønnin¬
ger i Staten, men at de høieste ikke burde gives
