173
adle. Endskiønt Landvæsenet lige saa lidt var
hans Sag, som Handelen, saa havde han dog
hørt, at Avlingen lod sig bedre regiere ved en
Foged, end Handelen ved en Fuldmægtig. Hans
Naboe var en gammel Adelsmand, som levede
paa sin Gaard, for ved Sparsommelighed og en
god Huusholdning at samle de Midler igien, som
hans Forfædre havde sat til i Rigets Tieneste, og
som han ønskede at kunde efterlade sine Børn,
for at sætte dem i Stand til at vedligeholde Fa¬
miliens Anseelse, ved at gjøre lige saa store Tie¬
nester. Denne Mand omgaaes ikke med Clitan¬
der, hvilken han anseer for en letsindig Ødere,
som intet har lært; Clitander betragter hans Kold¬
sindighed som en Virkning af Stolthed, og dette
er nok til at giøre ham den hele gamle Adel saa
forhadt, at han ikke taler om andet i alle Selska¬
ber, end om deres Daarlighed, som hovmode
sig af deres Forfædres Fortienester, og som giør
sig Livet suurt for at samle Midler til Efterkom¬
merne. Selv er han saa stolt, at endskiønt hans
Præst er en af hans gamle Spillebrødre, tillader
han dog aldrig, at han kalder ham andet end naa¬
dige Herre, og naar Præsten undertiden af For¬
glemmelse nævner ham ved sit gamle Navn, hev¬
ner han sig altid ved at spotte med den geistlige
Stand. Da han selv ikke har Egenskaber til
at giøre sig saa agtet iblant Folk, som hans
