182
menhed. Denne Grad skulde de og ved For¬
fatterens utroelige Flid have opnaaet, dersom han
ikke var bleven overfaldet af en Svaghed paa en
Tid, da den hele lærde Verden ventede at see de
modneste Frugter af hans forundringsværdige
Kundskab; en Svækkelse i Sindet og Legemet,
som var en naturlig Følge af saa mange Aars
Slæb, gav ham saa stor en Mistillid til sig selv,
at han betragtede al sin Møie som et forfængeligt
Arbeide, fordømte sine Skrifter til Jlden, fra
hvilken de ved en af hans Venner med stor Nød
bleve frelste, og besluttede at opofre sin øvrige
Levetid til nyttigere Arbeider. Hvori disse har
bestaaet, veed man ikke; der forsikres, at hans
Venner holdt det for hans Æres Skyld ikke
tienligt, at lade Skrifter komme for Lyset, hvori
de have fundet saa kiendelige Spor af Alderdom
og Svaghed. Hvor meget denne Mand tilsidst
har forandret sine Tanker, kan man slutte deraf,
at han var bleven saadan en Fiende af al Critik,
at han paa sit Yderste beklagede, at han ikke kun¬
de kalde det Verk tilbage igien, som han havde
skrevet om den Konst at krybe, et Verk, som
nu er det eneste, der foreviger saa stor en Mands
Jhukommelse, og uden hvilket man neppe skulde
vide, at der har været en Morten Schribler til.
