186
paa et Begreb om Ære, der var lige saa gammelt
som Monarkiet. Saa længe disse bleve forplan¬
tede i Husene og i Selskaberne, nyttede det ikke,
at Gierningerne selv bleve lastede af Lærerne og
straffede af Lovgiveren. Den Franske Geistlig¬
hed forestillede omsider, at det eneste Middel til
at afskaffe saadanne Misbrug, som gjorde saa
mange Familier ulykkelige, var at tale offentlig
derom med Foragt. De gamle Franker, Vest¬
gother og Burgunder holdte et langt Haar for
den største Prydelse, og skulde man vel troe, at
det samme Begreb om Ære, som giorde disse
Folk saa bøielige, at man kunde straffe de største
Misgierninger ved at klippe deres Haar, gjorde
Efterkommerne saa halstarrige, at Frygt for ti¬
melige og evige Straffe ikke kunde bevæge dem til
den fornuftige Omsorg for Livet, hvortil Natu¬
ren har nedlagt i alle Mennesker saa stor en Drift?
De Begreb om Ære, som nu omstunder
indpræntes Menneskene i deres Forældres Huse,
i Skolerne, og i den store Verden, ere alt for
egennyttige til, at vore Lovgivere kunde vente den
Nidkierhed, som hos de Gamle understøttede Lo¬
vene mere end alle Baand.
Dyd og Duelighed prises alene som Mid¬
ler til at erhverve Rigdom og Ære, til at forsør¬
ge en Familie og forbedre sine Vilkaar, og leve
efter sin Stand. Det er saa langt fra, at Kier¬
