195
tede saaledes, at de kunne fornøie den halve Deel
af det menneskelige Kiøn, og denne halve Deel
af deres Læsere er reent udelukt af det Selskab, i
hvilket De samler de vigtigste Tanker til Deres
Blade. Hvorledes kan man rime dette sammen?
De veed, af hvor stor Betydenhed Fruentimme¬
rets Domme altid har været i den store Verden,
og hvor meget en Skribents Ære har beroet paa
deres Kiendelse; mener De, at man taaler her
i Landet, at et Selskab af lutter Mandspersoner,
opkaster sig til Dommer over Sæderne og Sma¬
gen. Vide De ikke, at Censuren af Levemaa¬
den tilkommer os, og at en Tilskuer, som tileg¬
ner sig en Myndighed, der ikke er ham overdra¬
get af Fruentimret, bør i den artige Verden an¬
sees for en Oprører. Saa dristigt et Foretagen¬
de vil ganske vist spilde Deres Lykke, dersom De
ikke i Tide forsoner sig med os.
Det er ikke nok, at De har udelukt os af
Selskabet, De have endnu ikke engang gjort os
den Ære at tale om os i et af Deres Blade. Hvor
meget adskiller De Dem ikke i denne Post fra
andre Tilskuere, endog fra den Engelske selv,
som De har taget til Mønster! Det er sandt, de
fleste har lastet os, men vi vilde dog heller, at
man taler ilde om os, end at man taler slet intet.
Det ene viser en Agtsomhed, men det sidste For¬
agt. En Skribent kan laste Kiønnet saa meget
