202
skere; om Koner, som have vidst at vinde flyg¬
tige Mænd saaledes, at de ikke har elsket andre
end dem: om andre, som ved deres Kierlighed
har gjort Heltene uovervindelige i Striden, og
givet de Vise Mod til at gaae dristig frem paa
Dydens Vei, som heller have valgt en frivillig
Armod, og fulgt deres Mænd i Landflygtighed,
end raadet dem til at søge deres egne Fordele ved
nogen Handling, som stred imod deres Pligter
og forringede deres Ære. Men dette er endnu
alt kun lidet mod det, som jeg nu vil fortælle.
Der har engang været et Fruentimmer i Selska¬
bet af den fuldkomneste Skiønhed, som, uden at
forandre sin Farve, kunde høre, at man fortalte
hende, at nogle holdt hende ikke for smuk. Den¬
ne Dame blev 80 Aar gammel, og hun var end¬
nu saa smuk, saa munter, saa venlig, at man
søgte hendes Selskab fremfor mange unge Fruen¬
timmers; hun var endnu saa ligegyldig og ube¬
vægelig ved alt hvad man sagde til hendes Roes og
Last, som hun havde været i hendes Ungdom.
Men naar hun saae eller hørte noget, som kunde
bevæge hendes menneskelige Hierte til Glæde eller
Medlidenhed, naar den Undseelse, som var grun¬
det paa saa mange Aars Dyd, fandt sig fornær¬
met ved nogen Tale eller Handling, som stred
mod Ærbarhed, saae man en Rose opstige i hen¬
