210
Tid var meget talrig, fordrevet af Landet. En
langvarig Stridighed mellem min Familie og Ef¬
terkommerne af en anden Norne, som kaldtes
Skulda, skal have været Aarsag til vores Fald.
De Skulders Slægt have altid været voldsom¬
me, de misundte mine Fædre deres Fortienester,
og den Roes, som de havde forhvervet sig, at
giøre Fædrenelandet store Tienester uden Tvang.
De søgte at nedbryde alt, hvad vi havde gjort,
og bragte det endelig saa vidt, at alle Vorder
bleve forviste. Vores Familie flygtede til Saxen,
hvor den blev vel modtagen. De Tydske Skri¬
bentere vidne eensstemmigen, at den har gjort
Sproget og Videnskaberne store Tienester. Men
endskiønt vi ved den Ære, som vi har indlagt os
hos Fremmede, fuldkommen have overvundet den
Foragt, med hvilken vi ere blevne begegnede i vo¬
res Fædreneland, saa veed jeg dog ikke, hvad for
en besynderlig Drift, der efter saa mange hundre¬
de Aars Landflygtighed, indskyder mig en Lyst til
at tiene mit gamle Fædreneland igien.
Jeg har hørt tale om lyksalige Tider, om
Tider som Frodes, da de Nordiske Skialdre sang
om Viisdom, Retfærdighed og Fred. Krigens
ulyksalige Følger har gjort mig kied af mit nye
Fædreneland, og jeg ønskede at komme til Danne¬
mark igien, for at tage Deel i den Ære, som
Rygtet siger mig, dette Lands lyksalige Indbyg¬
