211
gere indlegge dem ved Fredens Konster. Jeg
har altid elsket mine Fædres Sprog. Jeg læser
Deres Blade, Herr Tilskuer, og jeg seer der¬
af, at De ærer de Stamnavne, som ere blevne
gamle og berømte ved sande Fortienester; jeg hø¬
rer, at de Store ikke skamme sig ved at arbeide
i Sproget og Videnskaberne. Adelsmanden i
Deres Selskab er en Patriot, af hvilken jeg ven¬
ter at blive beskyttet. Forestil ham min Sag,
jeg forlanger ikke store Ting, jeg ønsker mig kuns
Tilladelse at komme tilbage igien til et Land, hvori
min Familie i mange hundrede Aar har havt Bor¬
gerret. Jeg behøver ingen nye Adelsbrev, men
kun en Erkiendelse af de Rettigheder, som jeg af
mange tilforladelige Brevskaber kan bevise, at
jeg har havt for den Adel, som nu er i Riget.
Men for alting, kiere Tilskuer, glem ikke at
sige, at jeg nedstammer fra Gudinden Urda, man
skulde ellers af den nu brugelige Skrivemaade
slutte, at jeg nedstammede af de Tydske von
Werden, som dog kuns er en Sidelinie af vores
ældgamle Familie, der for nærværende Tid kal¬
der sig.
Vorder.
Dette landflygtige Ord, (thi det er Tid
at ende Allegorien, for ei at beskyldes for at skrive
