212
poetisk, uforstaaelig og forblommet) det Ord
Vorder kunde, ved at indlemmes igien i Spro¬
get, giøre det saa store Tienester, at jeg ret ind¬
stændig beder, at de Herrer Cancellister, Sprog¬
rensere, og især det til de skiønne Videnskabers
Befordring oprettede Selskab, ville giøre dem
Umage for at give dette nyttige Ord sin gamle A¬
del igien. Mine Landsmænd giøre mange nye
Ord, og trække gamle frem af Støvet igien, som
ikke ere nær saa nødvendige som dette, der alle
Øieblik behøves i Stilen, til at give os et Be¬
greb om det Tilkommende, som alle de andre Hiel¬
peord skulde, vilde, maatte, kunde, blive,
ikke udtrykke.
Det Ord Vorder indeholder et almindeligt
Begreb om det Tilkommende. Skulde derimod
siger mere; det tilkiendegiver en Nødvendighed,
som ofte ikke skikker sig enten til Personen eller
Tingen, som der tales om; det giver en blot For¬
tællelse Anseelse af en befaling eller Tvang; det
forestiller den som en Virkning af en blind Skieb¬
ne og af en uimodstaaelig Nødvendighed. Det
giør Talen ofte anstødelig enten mod Sandheds
eller Høfligheds Regler. Vilde sætter en tæn¬
kende Kraft og en Frihed forud, som vælger det,
der skal skee, og paa hvilken det beroer, om den
vil giøre det eller ei. Naar vi tale om de men¬
neskelige Handlinger, er skulde ofte for meget,
