213
og vilde for lidt; det første er, især naar vi tale
om andre og om Høiere, for haardt, det sidste,
fornemmelig naar vi tale om os selv og om Ringere,
for lemfældigt. Maatte betyder enten det sam¬
me som skulde, og forøger altsaa Begrebet om
det Tilkommende med en Nødvendighed, eller og
det tilkiendegiver en Tilladelse, og da siger det
os ikke engang med Vished, om det skeer eller
ei. Kunde er endnu mere uforstaaeligt; af dette
Ord slutte vi ikke meere, end at det Tilkommende
er mueligt; blive udtrykker en Vedvarenhed, som
passer sig mere paa det Nærværende end paa det
Tilkommende. Alle disse Hielpeord sige altsaa
enten mere eller mindre end de burde, de give os
ikke et almindeligt og uindskrænket Begreb af det
Tilkommende, men kuns af det, som vi ere nødte
og tvungne til at giøre, af det, som vi ønske og
forlange, af det som er mueligt, og som er os
tilladt.
Enhver Læser vil, skal, maae eller kan
(efter enhvers Stand) erfare, hvor meget disse, vil,
skal, maae eller kan, ofte svække eller forvilde Me¬
ningen, naar der tales om det Tilkommende. De
have kuns nødig at oversætte dem ved det Tydske
soll, mus, og det Franske il faut, il doit,
for at merke hvor meget det strider mod Fornuf¬
ten, Velanstændigheden og Smagen. Alle sleb¬
ne Sprog have enten Endelser eller Hielpeord,
