214
hvormed de betegne det Tilkommende uden saadan¬
ne Anstød, og da det Ord Vorder er got gam¬
melt Dansk, og maaskee ældre i vores Sprog,
end i det Tydske, da det endnu ikke ganske er
gaaet af Brug i Cancelliestilen, hvorfor skulde
vi da ikke betiene os deraf? Jeg begriber vel, at
det vil skurre noget i Ørene, at sige vorde riig,
vorde elsket, og endnu mere at vorde giøre,
vorde læse. Men man vænner sig jo daglig i
alle Sprog til nye Ord, som ere mindre for¬
nødne.
De Begreb, som udtrykkes ved det Ord
Vorder, forekomme saa ofte i Stilen, at man
i Begyndelsen maae bruge det sparsomt, og ikke
uden i de Tilfælde, i hvilke de andre Hielpeord
ere alt for ubeqvemme og anstødelige.
Jeg veed en Maade, paa hvilken dette stak¬
kels Ord hastigere kunde blive naturaliseret, end
om baade Cancellisterne og de lærde Selskaber,
antoge sig dets Sag. Men den Lykke tør jeg
ikke vente. Dersom dette Blad maatte giøre saa
megen Bevægelse, som de Ord beundre og be¬
synge, hvilke i et heelt Aar fornøiede nogle Lær¬
de og nogle Fruentimmer saa meget, at de hver
Dag opfandt en nye Maade at bruge dem. Maat¬
te dette Blad, siger jeg, have den Lykke at for¬
tiene saa megen Opmerksomhed iblant mine Lands¬
mænd, skulde det Ord Vorder snart blive saa
