216
i alle mine Forretninger har havt den mindste
Nytte af. De maae ikke tænke, at jeg fordrev
Tiden med Lediggang. Jeg hørte Collegier den
hele Dag igiennem hos de berømteste Mænd. Om
Morgenen begyndte jeg med Mathematiken, en
Videnskab, som jeg vel ikke agtede at bruge, men
man havde sagt mig, at den var nyttig til alting,
og havde en besynderlig Kraft til at aabne For¬
standen, hvorfor jeg og brugte den ligesom Mor¬
gendraaber, ikke til Føde, men til Lægedom for
min svage Fornuft. For Philosophien havde min
Hofmester indprentet mig en dyb Ærbødighed.
Man sagde mig, at den var inddeelt i den theo¬
retiske og den praktiske, over den første hørte jeg
tre Collegier, men der var ingen som læste over
den sidste, og min Hofmester forsikrede, at det
ikke var fornødent. Ethvert Menneske, sagde
han, veed hvad man skal giøre og lade; deraf har
J lært nok i Eders Catechismus; men at tænke
ordentlig, at vide hvad Væsen, Værelse, Mue¬
lighed, Nødvendighed, Tid, Rum, Sted, det
Endelige og det Uendelige, det Enkelte og det
Sammensatte er, at kiende Monadernes Natur,
hvorledes de sammensættes, og hvorledes Sielens
Monade virker paa Legemets, det er Ting, som
J behøver at lære, og som kunne bevises ordentlig.
Jeg var i den første Time bleven saa vant til at
erkiende de mathematiske Bevisers uovervindelige
