220
saa ofte jeg hører dette Navn, tænker jeg paa mi¬
ne gamle Monader, og paa de mathematiske Fi¬
gurer, hvormed man plagede Folk i min Ungdom.
Han giør Vers uden Riim, som jeg ikke engang
kan læse, og skriver Breve, som jeg ikke forstaaer.
Troe mig, Fetter, alle Videnskaber ere Bedra¬
gerier, og den ene er lige saa god som den anden.
De Lærde tilstaae det jo selv, hør kuns et Øie¬
blik, den ene taler om den andens Videnskab.
Juristerne kalde dem, som studere Theologien,
Postilryttere. En Criticus, Antiqvarius og Lin¬
gvist troer, at intet uden det han veed, fortiener
at kaldes Lærdom. En Mathematicus tænker,
at der er ingen Videnskab til, uden hans egen,
og Medicinen selv, hvor nær den end er beslæg¬
tet med Naturlæren, er i hans Øine Qvaksalve¬
rie. Historien er en Fabel, Poesien Drømme,
de smukke Videnskaber Galanterier, og Philo¬
sophien er en Videnskab, som alle Faculteter mis¬
bruge, til at binde dem noget paa Ærmet, som
ikke forstaae at giøre Syllogismer. Skulde min
Søn spilde Tiden paa at høre disse Mundhugge¬
rier? Nei, jeg har i Sinde at sætte ham i en
anden Skole. Min Forvalter har kuns een Vi¬
denskab, og den bringer mig mere ind end alt
hvad jeg har lært, den skal min Søn studere, og
saa behøver han ikke at reise langt.
