226
tvende adskillige Hensigter, enten som en Deel
af den Pragt, med hvilken man forøder sin egen
og Statens Formue, eller som stridig mod Sma¬
gen og Velanstændigheden. Jeg betragter den
her allene i den sidste Hensigt. Siden Menne¬
skene behøve Klæder, er det dem ikke alene tilladt,
men og som fornuftige Creature anstændigt, at
de deri, ligesom i alle udvortes Handlinger, see
ikke alene paa det nyttige og fornødne, men og,
saavidt det uden høiere Hensigters Opofrelse er
mueligt, paa det Ziirlige. Naturen har selv fo¬
regaaet os med sit Exempel. Vi finde i alle dens
Dele ikke alene en fuldkommen Beqvemhed til at
opnaae sine Hensigter, men og en udvortes Skiøn¬
hed, som behager vore Sandser. Skulde det
ikke være tilladt, at efterligne den i de udvortes
Skiul, med hvilke vi beklæde et af de største Me¬
sterstykker, som den har frembragt? og, dersom
alle andre Skiønheder have deres Regler, skulde
da denne, som og er en Virkning af et fornuftigt
Væsens Handlinger, være grundet paa Vane og
Jndbildning alene? Vi have i vore Tider op¬
daget Grundreglerne af det Smukke, baade i
Naturen og i Konsten. Musiken, Tegningen,
Bygnings- og Talekonsten have deres Grunde,
og de Prydelser, med hvilke det smukke Kiøn gi¬
ve deres naturlige Skiønhed en nye Glands, skul¬
de ikke og have deres? Jeg holder for, og mine
