233
renhed en Følelse og en Smag af det Smukke,
efter hvilken jeg kan dømme hastigere og sikrere
end nogen Konstdommer, og jeg har den Fornøi¬
else, at, naar disse undersøge mine Domme efter
Reglerne, finde de gemeenlig, at jeg har Ret.
De kan let slutte, hvor stor Forandring,
det var for en Mand af min Levemaade, at kom¬
me hiem til Kiøbenhavn i mit 26 Aar, paa en
Tid, da der ingen Skuespil eller offentlige For¬
nøielser vare i Byen, og da Omgiengelsen for
Resten var meget indskrænket. Selskab havde
tilforn været det eneste, som holdt mig fra Ung¬
dommens sædvanlige Laster; den fine Smag, som
jeg havde faaet paa Skuepladsen, gjorde, at jeg
vogtede mig for alt det Latterlige og Nedrige, som
jeg havde seet forestille i enhver Caracteer. Høie¬
re Grunde havde jeg ikke, i det mindste havde de
ikke været ene tilstrækkelige til at vogte mig, og
hvor mange unge Mennesker ere ikke i samme
Tilfælde? Jeg havde ikke lært at beskieftige mig
uden i Selskaber; i Husene vilde man ikke an¬
tage mig, fordi jeg talede saa frit, og af offentli¬
ge Selskaber var der ingen, som var et skikkeligt
Menneske anstændig. Paa de faa Steder, hvor
jeg undertiden kom, begegnede man mig med suur¬
seende Ansigter, fordreiede Øine og hængende
Læber; jeg saae overalt skinhellige Menneskeha¬
dere, indbildte Syge, og særsindede Mennesker,
