235
nøielse, at ligesom Smagen paa Skuepladsen,
tog til, saa forsvandt Maskerne i de smaa Sel¬
skaber, og Nationen begyndte overalt at vise sig
i en naturligere Gestalt.
Jeg forenede mig med nogle Personer af
Smag, som satte hinanden Stevne i den første
Benk af Parterret, hvor vi satte os i den Credit,
at vi altid gave de andre Tilskuere det første Sig¬
nal til at klappe. Uden at rose mig selv, kan
jeg sige, at jeg i denne Post, som jeg ansaae for
meget vigtig, viiste mere Nidkierhed end mange
af dem, som lønnes af Publicum for at udbrede
Kundskaben om Smagen. Jeg opførte mig som
en virkelig patriotisk Tilskuer. Jeg klappede un¬
dertiden af maadelige Stykker, for at opmuntre
Acteurerne, men jeg tillod aldrig, at Parterret
gav sit bifald til noget, som stred mod sund For¬
nuft, Ærbarhed og en god Smag. Jeg stiftede
undertiden smaa Partier, og søgte at drage de
Fornemmeste i Logerne paa mit Partie, men Hen¬
sigten var aldrig at vinde Actricernes Gunst; den
var alene at holde Ligevægten mod et Partie, som
under Skin af en patriotisk Nidkierhed søgte at
vedligeholde den gamle og nedrige Smag, eller,
rettere at sige, at giøre Skuepladsen til et Torv
eller en Julestue.
Saa længe mine formuende Landsmænd
understøttede mig i mit Forehavende, og flittig
