251
Mangel og Ulyksalighed endog i dette Liv. Ly¬
curg, som begreb, at endog den borgerlige Dyd
og Selskabets timelige Velstand ikke kunde be¬
staae uden Nøisomhed, og at denne udkrævede
en Jndskrænkning af vore Begierligheder, og en
Færdighed i at opofre vor Egennytte for høiere
Hensigter, forbød Lacedæmonierne at giøre andre
Bønner end den: At de maatte leve ærlig og
opfylde deres Pligter. Hvor meget skulde den¬
ne Vise ikke have beundret den Bøn, som vores
Lovgiver har foreskrevet Borgerne af det store Ri¬
ge, som han oprettede.
Denne Bøn udtrykker saa fuldkommen den
Orden, i hvilken et fornuftigt Creatur bør ville
og begiere, at den menneskelige Siel skal baade
her i Livet og i Evigheden have nok at giøre for
at kunde bede den ret.
Ligesom Gud, uden at fornægte sig selv,
ikke kan giøre et Creatur lyksaligt i en anden Or¬
den, end i den, som kan bestaae med den evige
Viisdoms Love, der ere grundede i det Heles
Beste, saa kan og ikke et Creatur, hvor fuld¬
komment det end er, i nogen Tilstand være for¬
nøiet og følgelig lyksaligt, uden at underkaste sig
disse Love. Denne Hengivenhed i Guds Villie
er en Virkning af den Glæde, som en oplyst Siel
føler ved hans Fuldkommenheders Betragtning,
og ved hans Riges Udbredelse, som bestaaer i
