254
Kræfter ere alt for indskrænkede til at sætte os
selv i disse Omstændigheder, saa er og vores For¬
nuft for svag til at kunde udvælge dem, og til at
ønske noget med en fuldkommen Vished. Er¬
farenhed lærer os ofte, at de Ting, som vi have
frygtet, ere os tienlige, og at de, som vi ønske,
ere skadelige, at vi ikke kunde forlange selv at be¬
stemme vores Skiebne. Gud alene veed, hvad
der i det Tilkommende er os got eller ont, og at
bede ham bevare os fra det Onde, er det ene¬
ste, som et Creatur fornuftigviis kan begiere af
sin alvidende Skaber, af ham, som er en øm Fa¬
der for alle sine Skabninger, som ene har Viis¬
dom og Magt til at regiere: At kiendes derfor
af sine Creature, dette er hans Ære, og at voxe
i denne Kundskab, at tiltage i Hengivenhed un¬
der hans Villie, dette er den Maade, paa hvil¬
ken vi her og i Evigheden befordre vores Fuld¬
kommenheder og udbrede hans Ære.
Hvilken Philosoph, hvilken Lovgiver kun¬
de opfinde et System, som var saa kraftigt til at
giøre os til Menneskevenner, til Borgere, til
Helte, som denne korte Bøn. Den fører os
endnu langt høiere end alle de Verdsligvises og
Lovgiveres Hensigter gaae; den giør os til vær¬
dige Redskaber til Guds store Riges Udbredelse,
og at kunde bede den af Hiertet, er den største
